Afmagt. Emil Kruse Svejdal sidder på vejen og blokerer den københavnske morgentrafik. Det gør han, fordi han sammen med Nødbremsen er imod opførslen af de 15 nye motorveje – men hvordan kom det så vidt?

Hvorfor sidder du på vejen, Emil? 

24. juni 2025

En mand i arbejdstøj slynger bildøren op. Med fingeren i luften går han mod Emil. “Hvad fanden bilder du dig ind?” råber han til ham, mens de andre bilister trykker hornet i bund. Emil knuger det orange banner og sætter sig midt på vejbanen.  

Hvis bilisterne skal videre ad Enghavevej, skal de enten køre Emil over eller vente på, han bliver flyttet. Han har ikke tænkt sig selv at gå. Han har sat sig midt i den københavnske morgentrafik og affundet sig med, at han skal slæbes væk fra krydset. 

“Få jer et liv!” råber manden, mens han kigger ned på de otte aktivister. I samme øjeblik lyder sirenerne bag dem.  

…

Emil voksede op i Aulum. Den næstsidste afkørsel, inden den midtjyske motorvej ender og bliver til et lyskryds i Holstebro. I mange år gik Emils verden fra byskilt til byskilt. Aulum afgrænsede alting. Der var venner på den anden side af vejen, aftensmad klokken 18:00, gaming om aftenen.  

Det var lang tid før klimakollapset og mindst en milliard dødsfald indenfor de næste 75 år lurede i baghovedet. Dengang hed det klimaforandringer, hvis det overhovedet hed sig.  

Der var godt nok klimavalget i 2019. Det fulgte Emil med i. Han havde ikke stemmeret og havde travlt med efterskoleopholdet, så mest af alt noterede han det bare. Politikerne kiggede på løsninger og teknologiske fix, så han forholdt sig i ro. De voksne havde styr på det. Det lovede de. Den slags troede Emil stadig på. 

Der var andre ting, der fyldte for ham. Klimaet lå i skyggen af pladesamlingen og gåture med søde piger. Efterskoleopholdet betød rigtigt nok, at verdens ende ikke længere var Aulums bygrænse, men i Emils verden var der stadig langt til tørke på Afrikas Horn og oversvømmelser i Sydøstasien.  

Hvis Emil hørte om 15 nye motorveje dengang, så ville han måske tænke, at det var lækkert med bedre transportmuligheder. Allerhøjest ville han svinge sig op til at kalde det dumt, at privatbilismen skulle fremmes. Det var lidt på dagsformen, den slags. I sidste ende ville han med sikkerhed trække på skuldrene og fortsætte sin dag. 

…

Det var ikke rigtigt planlagt, men Emil stod på Torvet i Herning med et papskilt. Der stod sikkert ”MAKE LOVE NOT CO2” eller sådan noget på det. Det er ikke til at huske. Der var heller ikke lagt mange tanker i det.  

Nogle timer forinden havde en klassekammerat slynget ud, at der var national klimastrejke. Fridays for Future, altså. Det med Gretha Thunberg. Skulle de ikke pjække fra et modul, lave nogle papskilte og tage ned til rådhuset og demonstrere?  

Det gjorde de – pludseligt og sådan lidt halvt – og så stod han der. Emil med sit papskilt. Flankeret af en håndfuld fra musikklassen og lidt blandet landhandel fra resten af gymnasiet. 

”Drop fo-silt brænd-stof!” råbte en fra musikklassen. 

Emil og de andre demonstranter stemte i. 

”Drop fo-silt brænd-stof!” 

Og så kom det der øjeblik, hvor Emil ikke var helt sikker på, om de andre blev ved med at råbe. Det hele døde lidt ud. 

”Drop fo-silt brænd-stof”, lød det uden samme gennemslagskraft.  

Folk faldt ligesom fra. Den uprøvede bevægelse mistede kraft. Der gik hyggesnak i den, indtil en eller anden, der var lidt mere fremme i skoene end Emil, prøvede en anden slagsang. 

Selv stod Emil et sted ude i siden og krummede tæerne langt ind under forfoden i sin slidte adidas Samba.  

Torvet i Herning var - som Torvet i Herning altid var en fredag formiddag - ikke besøgt af andet end en lille håndfuld pensionister. Der var ingen politikere. Intet publikum. 

Tilbage på gymnasiet var Emil lettet over, at det hele var overstået. Men da han mødte drengene fra samfundsfagsklassen, kunne de ikke lade vær: 

“Hvad så? Fik I fikset klimaet?”  

…

Langt fra 2.g på Herning Gymnasium var Emil blevet knap to meter høj, begyndt at gå i genbrugstøj og havde anlagt sig hår som Liam Gallagher i 00’erne. Han var flyttet til København. Når han forlod lejligheden på Sydhavnen og bevægede sig ind mod byen, føltes det som om, at alle byens elbokse og hegn var plastret til med Nødbremsens orange plakater. 

Emil vidste godt, hvad Nødbremsen var, da han flyttede til København. Han havde siddet og scrollet på Instagram Reels sommeren inden. Mellem musiknyheder og memes, var de der pludseligt. Nødbremsen. Siddende midt på vejen omgivet af dyt og tilråb, iklædt orange veste bærende på et budskab: “DROP DE 15 NYE MOTORVEJE”.   

Sagen var sympatisk, men metoden derimod - metoden var træls. Det tænkte Emil, inden han scrollede videre. På det tidspunkt havde han også kun dårlige erfaringer med demonstrationer. 

Så hvordan gik det til, at Emil nu sidder midt på vejen og har stoppet hele morgentrafikken? Hvorfor sidder han med banner og bliver kaldt en idiot af en bilist? 

Der var sket noget et sted mellem Aulum og København. Måske i musikklassen på Herning Gymnasium eller på Testrup Højskole. Da Emil ankom til hovedstaden, hed det klimakollapset og ikke klimaforandringer. Nu hed det mindst en milliard dødsfald i løbet af de næste 75 år, økosystemer, der forsvinder, og efterkommere, der aldrig vil opleve velfærdsstaten.  

Han læste klimarapporter, nøgletal og kendte tipping pointsne. Emil kunne ikke se en sikker fremtid, når København oversvømmes, og rent vand bliver en mangelvare. Så da Emil mødte de orange plakater, kunne han ikke lade være med at tage stilling. De vækkede noget i ham.  

Emil følte sig løjet for af politikere, der snyltede sig gennem vores tids største krise. Han følte sig magtesløs og apatisk. Når han tænkte på den brudte Parisaftale, utallige tipping points, et klimavalg, hvor alle lovede at tage det alvorligt, men ingen - ifølge Emil – gjorde nok, følte han mest af alt, at han levede i en falsk virkelighed.  

Det var en dobbelthed i at skulle være glad og lade som ingenting, mens fremtiden var så skræmmende.  

Han følte sig nødsaget til at tage en beslutning. Så det gjorde han, og en tirsdag aften dukkede han op til Nødbremsens intromøde. 

…

Han var ikke sikker på noget, da han gik ned mod Mellemfolkeligt Samvirkes lokaler på Fælledvej. Civil ulydighed virkede så voldsomt. Han måtte vide mere, inden han sagde ja til at bakke op om noget som helst. Derfor gik Emil og forberedte et kritisk spørgsmål. Han skulle have et godt svar, hvis han skulle kunne se sig selv i Nødbremsen. 

I mødelokalet var der sat borde op i en hesteskosformation. Uden ord fandt Emil en ledig stol. Udover ham var der syv andre gæster og to fremmødte fra Nødbremsen. Ved siden af ham sad en pige i starttyverne med piercinger i øret og ring i læben. Hun så venstreorienteret ud på den der Nørrebromåde, tænkte Emil og fik bekræftet nogle fordomme. 

Men hvis han havde regnet med kun at møde hårdnakkede punktyper, fik han hurtigt afkræftet sine fordomme. Ved siden af ham sad en 35-årig mand med sweater og jeans, der til dagligt var anlægsgartner, og i den anden ende af lokalet sad en lille dame i 60’erne med kort hår. Ingen af dem lignede typerne, som Emil kunne forestille sig blokere trafikken.  

For at se optaget ud, gemte Emil sig i sin telefon. Først da aftenens taler tog ordet og startede sin præsentation, kiggede Emil igen op.  

Oplægsholderen fortalte om klimakollaps, de 15 nye motorvejes CO2-aftryk og hele økosystemers død. Derefter fortsatte hun om civil ulydigheds historie og Nødbremsens mål, inden ordet blev sat frit. Emil tog det. Spørgsmålet var klar. Ordlyden havde han øvet:   

”Hvis noget gør mig bange, så er det, når en lille gruppe sætter sig over demokratiet. Hvordan kan det retfærdiggøres, at vi går ud og kræver klimahandling ved at afbryde andres hverdag, når vi lever i et demokrati, hvor debat og dialog burde tage sig af den slags?” 

Spørgsmålet blev lagt ud til åben dialog. Svarene varierede, men de drejede sig om en fælles kerne. Klimakollapsets ødelæggelser vejer langt tungere end forstyrrelsen fra civil ulydighed. At komme for sent på arbejde eller misse en eksamen er peanuts i forhold til det samfundskollaps, klimakatastrofen kan medføre, hvis der ikke bliver taget affære. Det handler ikke om at forstyrre privatbilismen. Det er bare et middel til at blive hørt. 

Det svar satte sig fast hos Emil. Han ville gerne være en, der tager ansvar. Den mulighed fik han, da oplægget sluttede. 

Et skema blev sendt rundt mellem gæsterne. Her skrev Emil sit navn og satte kryds ved rekruttering af nye medlemmer. Feltet med civil ulydighed lod han stå tomt. Han arbejdede i en børnehave og havde derfor ikke tid til at sætte sig på vejen og blokere trafikken. Ikke endnu, i hvert fald. 

…

Børnene skuttede sig, da politibilen trillede ind på børnehavens parkeringsplads. En indsatsleder trådte ud med stav og skjold. Han smilede. Han var kommet for at vise dem, hvad en politibetjent laver.  

Børnehavebørnene løftede skjoldet og slog ud i luften med staven. De væltede rundt mellem sæderne i indsatslederbilen. Emil smilte, mens han så, hvordan de grinte og trykkede på knapperne.  

De børn, der før stod stille på afstand, havde nu indtaget bilen. Der var noget over børnenes umiddelbarhed, der greb Emil. De glædede sig til livet. Det kunne han mærke, da flere af dem pludseligt fortalte, at de vil være politibetjente, når de bliver voksne. Dagen efter ville de sikkert være noget andet. Børnene havde så meget at se frem til. 

Da politibilen rullede ud af parkeringspladsen igen, og Emil fik fri, blev følelsen dog afløst af noget andet. Tanken om, at børnenes forventninger til livet aldrig ville blive indfriet, hvis ikke der blev handlet omgående, kastede skygger over glæden.  

Emil forestillede sig, hvordan børnene i fremtiden kunne blive tvunget til at udkæmpe krige for mad og rent drikkevand, fordi de voksne ikke handlede. Han tænkte på, hvordan det er dem, der ikke har ansvar for klimakollapset, der bliver ramt hårdest. 

Den følelse vendte ofte tilbage til Emil, når han mærkede glæde. Så tænkte han, at det hele var flygtigt, og en altoverskyggende følelse af, at han måtte gøre noget, overtog. 

…

“Hej, jeg kommer fra Nødbremsen, og vi kæmper mod de 15 nye motorveje, regeringen ønsker at opføre,” sagde Emil mange gange den eftermiddag han stod på Dronning Louises Bro.   

Han var blevet en del af arbejdsgruppen, der stod for rekruttering. Udover at dele flyers ud, var det blevet fast rutine for ham og en makker at hænge plakater op rundt i byen. Han hyggede sig med det.  

Sammen gik de København rundt. Én holdt spanden med lim og malerrulle, den anden holdt plakaterne. Og så var det bare at holde øjnene åbne for ledige elskabe eller bænke, hvor der var plads til en orange plakat.   

Lim, plakat, lim igen. 

Men det var som om, det ikke var nok. Når Emil gik forbi aktivister fra Nødbremsen, der blokerede en vej, blev han ærgerlig. Ja, nærmest misundelig. Indtil for nyligt havde han arbejdet i børnehaven, og der havde ikke været mulighed for at deltage i aktioner, men det var stadig noget, der brændte i Emil.  

Det vidste Emil godt, da han var taget til Aulum i juleferien 2024. Han lå på sofaen i stuen med sin storesøster, Stine. Det var den 26. december. Emil lå og bladrede i den bog, han havde fået af forældrene i julegave, da Stine nævnte noget med klimaet. De var de eneste i huset. 

For første gang fortalte Emil sin søster om sit engagement i Nødbremsen. Han fortalte om flyers på Dronning Louises Bro, plakater på alverdens overflader i det københavnske, og så fortalte han, at han på et tidspunkt gerne vil sætte sig på vejen og blokere trafikken.

Stine ville være pisseirriteret, hvis hun blev blokeret på vej til arbejde. Og nu ville hendes egen bror være en af dem? De havde fået samme opdragelse. Hun kunne ikke forstå det.

Hvorfor tror du, at du har ret til at sidde der? Hvorfor skal du stoppe folk i deres dag? Tror du ikke, det skader jeres sag, mere end det gavner?

Emil argumenterede, som han havde gjort det før. Overfor sin søster og sig selv. Han gentog, hvad han havde hørt til intromødet og præsenterede hans refleksioner. Han vidste godt, at han ville overtræde en lov - det var han udmærket klar over – men for ham var det en del af et velfungerende demokrati, at han kunne skubbe til normerne. Ja, det var ligefrem en menneskerettighed.

Deres forældre trådte ind i stuen, og talestrømmen stoppede. De to søskende kiggede på hinanden. Stiltiende blev de enige om to ting. Det var okay, at de så forskelligt på tingene, og for nu var det kun Stine, der vidste noget om Emil og Nødbremsen.

…

Emils telefon plingede. Han sad i sit køkkenalrum i lejligheden på Sydhavnen. Over ovnen hang et A4-printet billede af Timm Vladimir, og i hjørnet stod et bornholmerur og tikkede. Det var blevet forår, og Emil havde sagt op i børnehaven. Han var nu klar til mere end lim og plakater. 

Han lå på sofaen, da han trykkede på beskeden. Det var den krypterede beskedtråd, Signal, hvor han skrev med Nødbremsens medlemmer. Der gik et sug gennem kroppen. Nødbremsen havde planlagt en demonstration hver dag i uge 25, og nu kunne Emil endelig deltage. 

Hans fingre gled over skærmen og ind på den Google Form, hvor han kunne melde sig på en dato. Det var en altovervældende tiltrækningskraft. Det skulle være nu. Emil valgte torsdag den 19. juni. Han glædede sig til at planlægge demonstrationen, til at gennemgå træning og til at gøre en forskel.  

De næste dage var han skiftende nervøs og spændt, men mest af alt var han lykkelig for endelig at kunne lægge krop til sagen. 

…

I lagerhallens loft hang kajakker og rappelleudstyr fra tidligere aktioner. Væggene var fyldt af klistermærker fra Extinction Rebellion, Nødbremsen og andre aktivistiske organisationer. Emil sad i Green Peace’ lokaler på Njalsgade og havde det mildest talt fedt med omgivelserne. Han var til træning, der skulle gøre ham klar til at blokere trafikken.  

Blandt malerbøtter og værktøj var der i hjørnet stillet op til protest. De var seks fremmødte. To af de mere erfarne medlemmer fra Nødbremsen snakkede ud fra en Powerpoint. På den syv timer lange dagsorden var der alt fra etiske dilemmaer med fokus på ikke-voldelig adfærd til juridiske redegørelser.  

"Hvad fanden tror du, du laver?” råbte træneren ind i Emils hoved. Emil havde taget orange vest på og bar et stort banner. Han satte sig ned. Det var en del af træningen. For at deeskalere og afværge konfrontationen. Han sad på lagergulvet og forsøgte at nedtrappe situationen.  

“Jeg forstår godt, at du er vred. Jeg vil gerne forklare, hvorfor jeg sidder her.” 

De gennemgik en ny situation. Et medlem spillede, at han var en ambulance. Aktivisterne brød rækkerne med det samme og lod den fiktive trafik passere. Det blev sagt, at der nu var grønt for fodgængere, og demonstranterne satte sig igen på vejen. 

Samme scenarie udspillede sig, da en af Nødbremsens medlemmer spillede en mand, der var ved at køre sin gravide kone på hospitalet. Nødbremsen flyttede sig og blokerede igen, da han var forbi. 

Kort tid efter fik han feedback på sin ageren. Sådan gik eftermiddagen. De simulerede forskellige situationer og konfrontationer. Det hele tog han med videre. Næste gang ville det ikke være en lagerhal, men derimod Enghavevej i myldretid. 

…

I løbet af natten havde han tænkt alle scenarier igennem. Hvad vil han gøre, hvis nogle civile bliver fysiske? Det var hans skrækscenarie. Han tænkte træningen igennem. Tænkte på strategierne for deeskalering. Til sidst retfærdiggjorde han, hvorfor han er nødt til at blokere vejen. Det er for vores fælles fremtid, sagde han til sig selv.  

Vækkeuret ringer 5:50. Kroppen er tung, da Emil spiser sine fire halve ostemadder. Han har taget en sort sweater, Carhartt-bukserne – de slidstærke - og den grønne Salomon rygsæk på. En time senere tager han afsted mod Sydhavn Station. 

Han har ikke pakket meget. Telefonen lader han blive hjemme. Han ved ikke, om politiet vil tjekke den for korrespondancer med Nødbremsen, men han tager ingen chancer. Han har kun nøgler, vandflaske og den 50-kroneseddel han en gang havde fået af sin farmor med i tasken. 50’eren skal han bruge på en togbillet hjem fra detentionen.  

På gåturen mod Sydhavn Station har han det som om, han skal til eksamen. Han har ventet i flere uger. Han ved, han skal blokere trafikken. Han ved, der vil komme konfrontationer. Og han ved, at politiet vil komme og fjerne ham.  

Emil har hørt historier om politiets smertegreb, der skal få aktivisterne til at flytte sig. Han frygter det ikke, for han ved det kan ske. Når de kommer, vil han forsøge at gøre sig slap, så han skal slæbes fra vejen. Det er et skuespil, tænker Emil. Han skal spille sin rolle.  

Nødbremsens udsendte sidder på Sydhavn Station. Klokken er 7.15. De smiler, rusker lidt i hinandens skuldre, som om de siger: “Nu er det nu”. Emil har mødt nogle af dem før. Andre kender han kun som navne fra deres krypterede beskedtråd.  

Sammen går de om bag 7-Eleven for at tjekke ind hos hinanden. Nogle glæder sig. Andre er mest af alt morgentrætte. Efter de hver især har talt ud, oplever Emil en løftet stemning. De er klar.  

Han får stukket en fuldmagt i hånden, læser kort og skriver under. Han giver Nødbremsens juridiske afdeling lov til at tage hans sag. Og det gør de. Gruppen udfordrer alle sager for at teste retssystemet. Her hævder de, at de handler i nødværge, fordi manglende klimahandling er voldeligt. Hvis der skulle komme en bøde, bliver den betalt gennem donationer til Nødbremsen. 

Benene føles tunge, da aktivisterne går afsted. Nervøsiteten er en summen i kroppen, som ikke vil lægge sig. Adrenalinen spreder sig, da han ser krydset. Shit, hvor er der egentlig mange biler. Benene bliver følelsesløse. De stiller sig ved krydset. 

En kvinde fra Nødbremsen med et palæstinensertørklæde bundet om hendes blonde hår tager telefonen frem og ringer til politiet. Hun fortæller dem, at de kommer til at blokere trafikken. Både for at melde deres protest, og så eventuelle udrykninger kan omdirigeres.  

Emil ved, det er nu. Han hiver den orange vest op af tasken. En medaktivist slår sig på brystet, som om han var en bokser i ringhjørnet.  

…

Signalet skifter fra rødt til grønt. Emil går ud på vejen. Kigger rundt. Aktivisterne stopper op. 

Emil og de syv andre i orange veste vender sig mod bilerne, som holder i tre rækker. To og to holder de deres orange bannere op, så bilerne kan se budskabet. “DROP DE 15 NYE MOTORVEJE”.  

Sådan står de i nogle sekunder, hvor alt virker stille. En af aktivisterne kan ikke lade være med at grine. Der er stadig grønt lys for fodgængerne. Emil spænder i kæben. Han stirrer ligefrem. Så bliver der rødt for de gående. Emil står stadig midt i krydset. Bilernes trafiklys skifter til gult, så grønt. 

Så starter kaosset. Flere bilister holder hornet nede. Dyttene samler sig i et langstrakt hyl. Det lyder som om, en luftalarm er gået i gang. Flere stiger ud af bilen og råber: 

“Jeg skal på arbejde, for helvede!”  

“Hvad bilder I jer ind?” 

I modsatte vejbane ruller en forbipasserende vinduet ned og råber:  

“Fuck jer, mand!” 

En sort Seat kører frem. Den fortsætter, indtil den holder få centimeter fra de to aktivister, der står til venstre for Emil. Alle aktivisterne sætter sig ned. Bilisten holder hornet nede i ti sekunder. Den sorte Seat bakker, svinger til højre og kører op over fortovet. 

“Pas på tasken” råber en mand fra Nødbremsen. 

Bilisten spytter ud gennem vinduet og rammer tasken, inden han accelerer ind på den tværgående kørebane.  

Emil stirrer frem og ser, at en dreng i folkeskolealderen stikker hovedet ud af bilen. Drengen råber, at han kommer for sent i skole. Hans mor træder ud på vejen. 

“Hallo, der er faktisk nogen, der skal til test,” råber hun. 

Så mærker Emil impulsen. Flyt dig. Rejs dig op og gå. Drengen skal ikke misse sin test på grund af mig, tænker Emil. Kroppen er ved at adlyde bilisternes ordre. Så husker han, hvorfor han gør det. Hvorfor han sidder her midt på vejen. Hvorfor han bliver siddende. 

Mindst en milliard dødsfald indenfor de næste 75 år. Økosystemers ødelæggelse. Klimakollaps. De 15 minutters forsinkelse, som bilisterne er ved at opleve, er peanuts i forhold til samfundets ødelæggelse. Det fortæller Emil sig selv. Han vil være på den rigtige side af historien. Han vil lægge krop til sagen. Argumenterne kører rundt i hovedet på ham, mens han stopper trafikken.  

Køen af biler er vokset, og blokerer også krydset ved Sydhavns Plads 500 meter længere nede, da Emil ser to mænd komme løbende. Deres tøj er splattet til i hvid maling, og bag arbejdsjakkerne spænder de op i ryggen. Emil har lyst til at løbe, men i stedet fryser han. Han skal blive siddende, fortæller han sig selv. 

Den ene – en skaldet mand – tager fat i Emils vest under hans arme og river ham hen på fortovet. Emil gør ikke modstand, mens manden slæber ham hen ad vejen. Så snart han bliver sluppet, rejser han sig og går tilbage på vejen. 

I samme øjeblik lyder sirenerne. Mændene i arbejdstøjet griner og forlader krydset. En forbipasserende fortæller Emil og de andre aktivister, hvor seje de er. Han klapper og tager hænderne over hovedet, mens sirenerne kommer nærmere.  

“Fuck de pansersvin, mand” råber han og går. 

…

Emil og de syv andre har siddet på vejen i seks minutter, da politiet ankommer. Emil bliver lettet. Ubevidst har han glædet sig til, at politiet skulle komme og sætte et naturligt stop for aktionen.  

To motorcykelbetjente ankommer til krydset og bliver hurtigt fulgt op af en indsatsleder. Antallet af betjente matcher nu Nødbremsens medlemmer. Indsatslederen fortæller dem, at de har fået et påbud og skal forlade området. Gør de ikke det, vil politiet flytte dem med magt. Aktivisterne sidder stadig på vejen. De kigger op på ham. Ingen siger noget.  

Emil kan se sine medaktivister blive slæbt ud på græsstykket ved siden af krydset. Han bliver siddende på vejen. To betjente lægger en hånd på hans skuldre. Instinktivt rejser han sig og følger med.   

Mens morgentrafikken igen kører, fortæller indsatslederen, at de allesammen er sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og færdselsloven. Han spørger dem, hvordan de forholder sig til sigtelsen. Emil gør som de andre. Ingen siger noget. Aktivisterne spiller deres roller. 

“Vi har ingen andre opgaver, så vi bliver hængende i området,” siger betjenten og sætter sig ind i sin bil.  

Nødbremsen er rykket 200 meter væk fra krydset. Emil kigger sig over skulderen. Han kan se fire af betjentene fra før. Aktivisterne kigger hinanden i øjnene. De er kommet til sidste akt.  

Sammen går de tilbage til krydset. To og to. Nærmest som en march. Den sidste time har været så kaotisk, at det næsten virker normalt, da Emil igen går ud på vejbanen. Han hiver vestene op fra sin tasker og tager den på. Emil har knap fået banneret foldet ud, før en mand i arbejdstøj styrter ud af bilen. 

“Hvad fanden bilder I jer ind” råber han, mens han peger direkte på Emil. 

I samme øjeblik tænder politibilen sirenen og svinger over i modsatte vejbane. 

Emil er tryggere end sidst. Han har lige gjort det hele en gang, og han ved, at politiet er her om et øjeblik. Situationen kan ikke nå at eskalere. Da manden igen råber, kommer politiet. Han sætter sig ind i sin bil. 

Beskeden fra politiet er klar. Aktivisterne har brudt deres påbud, og derfor vil de nu blive frihedsberøvet, hvis ikke de selv forlader området. De kigger op på betjenten. Ingen siger noget.  

“Få nu fjernet det lort,” råber en mand ud ad sit vindue.  

“Vi er i gang,” råber indsatslederen tilbage. 

Ud af indsatslederbilen kommer fem betjente med skudsikre veste. Sammen starter de fra en ende af. 

De tager fat i aktivisten ved siden af Emil. Hver gang de hiver ham op, gør han sin krop tung, og lader sig falde ned på jorden igen. Det fortsætter indtil betjenten tager fat om mandens hånd og presser den ind mod hans arm. Smertegrebet. Så lader han sig blive slæbt væk. 

To betjente griber Emil under hver sin arm. De slæber den næsten to meter høje mand afsted, indtil han rejser sig og går det sidste stykke.  

En betjent finder håndjern frem og strammer dem om Emils håndled.  

…

Det eneste, der bryder med betonvæggene, er kameraet i hjørnet af loftet. Emil er blevet kørt gennem København med fuld udrykning og ligger nu på en tynd madras i detention på Station Bellahøj.  

Han kigger op på kameraet, der stirrer tilbage. Mens han prøver at finde ro, tænker han på dagen. Han ved med det samme, at han vil gøre det igen. 

Ikke fordi det er nemt. Ikke fordi han ikke er bange. Men fordi alt det andet er prøvet — demonstrationerne, kronikkerne, de endeløse debatter - og stadig bliver verden varmere. 

Han tror ikke længere på, at demokratiet kan bremse klimakollapset. Ikke i tide. Ikke når sandheden fordrejes af politisk spin, greenwashing og tomme løfter. 

Emil er løbet tør for tålmodighed, men han har ikke opgivet kampen. Han tror ikke på demokratiet længere. Derfor sætter han sig på vejen. Fordi han vil høres af det retssamfund, der ifølge ham har lukket ørerne. Det kan han ligge i detentionen og tænke på.  

Imens klikker låsen, og døren går op. Ind kommer en betjent og en af Emils medaktivister. Mens betjenten låser igen, smiler de til hinanden. Så sætter aktivisten sig på madrassen. De vender kort dagens aktion, men Emils samtalepartner har haft flere ophold i detentionen, og der er for ham ikke meget nyhedsværdi i endnu en tur på vejen. Han skifter hurtigt emne, og bryder for første gang med det skuespil, de sammen har været en del af de sidste timer: 

”Nå, hvad laver du så til dagligt?” 

Af Lasse Vrist og Mikkel Berg Krøll